Rikke Lossius går nynnende omkring i malerforklæ. Hun har fått en ny måte at se på folk på - med hodet på skakke og mysende øine. Hun er også svært forandret av utseende, endda mere end ifjor. På hende værelse ligger bemalte lærreter løst utover stoler og bord. Sofaen er behængt i hele sin længde. De har tilbøielighet til at rulle sig sammen igjen av sig selv, og de forestiller kvindepersoner så nakne, at Alberte aldrig hadde tænkt sig, man kunde se så bitterlig naken ut, samt en mand i badebukser. Alberte sitter på en stol midt i det hele og ser sig konsternert omkring. Samme syn møter hende på alle kanter, sørgelige fremtoninger i etslags slapt og opgitt på stedet hvil, med brystet ind og maven ut, hængende skuldre og et utstyr av kraftig betonete detaljer, så man ikke tror sine øine. Istedenfor føtter og hænder har de noget, som ligner våtter og svømmeføtter. Ansiktene er bare en klat. Dette er altså kunst, tænker hun forvirret og vet bare, at forsvare den vil hun, om også stiltiende, ut fra prinsippet om, at det, som forarger fruene, sikkert må ha sit værd. For mandens badebukser er hun opriktig taknemlig. Hun har ikke ligget og plasket i båt mellem skutene hele barndommen opover, ikke lekt og holdt til i brygger og boder uten at få stygge minder, som suget sig fast på sindet som ekle dyr og som hun kanske aldrig blir kvit. Gudskelov for badebuksen. Rikke slår ut med cigaretten i retning av sine værker: Der har jeg fått noget ind i bevægelsen, sier hun: Der er noget i farven, som ikke er dårlig. Og denne armen, da Ola Møklebust så den, sa han, at på den så man, at jeg måtte male, at jeg ikke kunde la være.

— Alberte-trilogien by Cora Sandel (Page 165)