Den internationalt anerkendte grønlandske performancekunstner Jessie Kleemann udgiver med Arkhticós Dolorôs [Arktisk smerte] sin 2. digtsamling efter debuten med Taallat – Digte – Poems i 1997.
Teksterne er præget af en intens grafisk rytme, og af at være skrevet på de tre sprog, der er almindelige for den grønlandske omgang med verden i dag: grønlandsk, dansk og engelsk. Dette er en form vi kender fra mange andre verdensdele, hvor forfattere og kunstneres dagligdag er flersproglig, men det er indtil nu ikke et greb, der på vore breddegrader har været …
Den internationalt anerkendte grønlandske performancekunstner Jessie Kleemann udgiver med Arkhticós Dolorôs [Arktisk smerte] sin 2. digtsamling efter debuten med Taallat – Digte – Poems i 1997.
Teksterne er præget af en intens grafisk rytme, og af at være skrevet på de tre sprog, der er almindelige for den grønlandske omgang med verden i dag: grønlandsk, dansk og engelsk. Dette er en form vi kender fra mange andre verdensdele, hvor forfattere og kunstneres dagligdag er flersproglig, men det er indtil nu ikke et greb, der på vore breddegrader har været anvendt så kompromisløst som tilfældet er her.
Flersprogligheden åbner en ny og anderledes sammensat verden for læseren. For det meste svarer de grønlandsksprogede tekster til de dansksprogede, hvorfor den en- eller tosprogede læser ikke ekskluderes, men tværtimod får adgang til det grønlandske sprogs lyde og strukturer.
At Jessie Kleemann arbejder som performancekunstner mærkes i teksternes udnyttelse af sidens hvide plads, og af deres bevægelige forløb. Det handler om arktisk smerte, den koloniseredes erfaring, Grønlands særlige geopolitiske situation og selvfølgelig den globale opvarming. Det er absolut hårde tematikker, men en ustyrlig og drillende humor bobler også frem mellem teksternes smeltende isblokke.
